Bragt i Information 22. april 2008

"Jeg går på den mest inspirerende uddannelse og kan se frem til et af de mest betydningsfulde job i samfundet." Sådan skrev lærerstuderende Marie Hejlskov Larsen i Information 5.-6. april. Alligevel vælger stadig flere unge mennesker læreruddannelsen fra. Hvad handler det om? Der er sandsynligvis tale om en samspil af flere omstændigheder, men to springer i øjnene og vil her blive taget nærmere i øjesyn. Den ene vedrører forhold i og omkring læreruddannelsen, den anden vedrører forhold i og omkring lærerarbejdet.

Det sidste først, fordi det igennem en årrække har været til at få øje på, at vilkårene for lærerarbejdet er under dramatisk ændring og at lærernes omdømme er blevet stadig dårligere. Skiftende undervisningsministre har siden midten af 90’erne stået i spidsen for implementering af New Public Management strategier i skolen. Styrings- og kontroldimensionen i disse tiltag er mere eller mindre udtalt blevet begrundet i skolens manglende evne til at lære børnene det de skal lære, dokumenteret, hævdes det, ved en række internationale undersøgelser, hvoraf de bedst kendte er PISA undersøgelserne. De ansvarlige politikere har stadig mere højlydt beklikket lærernes professionelle dømmekraft og har åbenbart følt sig foranlediget til i højere og højere grad at forsøge at detailstyre skolens og lærernes virksomhed. Fra statslig side blev der først formuleret Klare mål, som blev til Fælles mål med slut- og trinmål, krav om udviklings - og elevplaner og udvikling af en evalueringskultur, hvis vigtigste ingrediens er de obligatoriske nationale test.

Denne udvikling af styring og kontrol, der som bekendt jo ikke kun kan iagttages i folkeskolen, men i hele uddannelsessystemet og inden for andre offentlige institutioner, har som en integreret del af strategien været ledsaget af en decentralisering af midlerne, som i samme takt er blevet beskåret. Det professionelle råderum over undervisning og opdragelse er blevet indskrænket mens råderummet over ressourcerne er blevet udvidet – men vel at mærke et råderum over færre ressourcer. Det hele har været akkompagneret af pressens jagt på ’elendighedshistorier’ om lærerne og deres arbejde, i øvrigt fortsat suppleret med den gamle selskabsleg: "Nå, er du lærer!" , hvorefter der uvægerligt følger et eksempel på læreruduelighed fra dengang ’jeg’ gik i skole eller som ’jeg’ har hørt om.

Kan det undre, at hele dette sammensurium af mistænkeliggørelse og færre muligheder for selvstændigt og i samarbejde med elever og kolleger at gennemføre den gode, professionelt begrundede undervisning får unge mennesker til at vende lærerarbejdet ryggen – til enten helt at fravælge uddannelsen eller til at forlade jobbet før alt krudtet er brugt op.

Men er disse tiltage ikke nødvendige, hvis eleverne skal lære det de skal og vi som samfund klare os i en globaliseret verden? Nej tvært imod. At Danmark er et attraktivt land at leve i, at vi klarer os strålende økonomisk, at vi formår at fastholde og udvikle demokratiet og at vi overvejende er ordentlige folk, der reagerer på ulighed, uretfærdighed og vold er i høj grad en konsekvens af et skolesystem, der har formået at udvikle elevernes faglige, sociale og etiske kompetencer - fordi lærerne har haft råderum til at levere en god undervisning, der tager udgangspunkt i den enkelte elevs forudsætninger og potentialer og har kunnet lægge vægt på klassen som socialt og fagligt fællesskab.

Men kan lærerne virkelig det? Ja, det kan langt de fleste. Men ligesom man kan få øje på dårlige journalister og dårlige politikere kan man få øje på dårlige lærere. De bliver imidlertid ikke bedre af de statslige forsøg på fjernstyring, her er der snarere behov for supervision og efteruddannelse.

Den tredje læreruddannelse indenfor de sidste ca. 15 år er lige trådt i kraft. Ændringerne i loven er ikke begrundet i ønsket om at styrke lærernes lærerfaglige, professionelle kompetencer, men primært i at styrke ’fagligheden’ i skolen. Det fører for vidt her at præcisere og analysere denne distinktion og sammenhængen i disse størrelser, men jeg tror vægtforskydningen er en af grundede til det stærkt vigende ansøgertal. Det appellerer mere til unge mennesker at kunne gøre en forskel i elevernes almene dannelsesproces gennem udvikling af deres personlige, sociale og faglige indsigter og kompetencer end ’blot’ at skulle lære dem matematik med henblik på at score højt i en test.

Det er også rygtedes, at et taxametersystem, der løbende udløser stadig færre ressourcer at drive læreruddannelse for, gør det vanskeligt at fastholde et timetal til undervisning og vejledning, der kan bidrage til de studerendes personlige udvikling, til deres samfundsmæssige engagement og til deres professionelle kompetencer. Manglende kvantitet risikerer at slå om i manglende kvalitet. Desuden synes lovens skærpede adgangskrav, som er blevet hilst velkomment i professionelle kredse, aktuelt at minimere antallet af potentielle ansøgere. Det kan ændre sig over tid – forhåbentlig inden endnu en ny lov med nye adgangskrav skal se dagens lys!

Den aktuelle diskussion om ’akademisk læreruddannelse’ og læreruddannelse på universitet vidner ikke om, at en problemløsningsstrategi i den retning skulle være baseret på analyser af fx ovennævnte åbenlyse problemstillinger, men fremstår som – ’så må vi finde på noget andet’.

Flere studerende til læreruddannelsen får man snarere ved at give selvstændigheden og professionaliteten tilbage til lærerne. Dygtigere lærere får man snarere via en uddannelse, der fastholder balancen i den videnskabelige og praktiske fundering af læreruddannelsen i et udstrakt samarbejde mellem professionshøjskoler og universiteter.

Som afslutning vil jeg referere til lærerstuderende Sabine Boile Nielsen, som har et bud på problemløsning, der tager afsæt i de faktiske problemer. Hun peger på, at der skal tages vare om de faglige miljøer på seminarierne, inden de forsvinder i nedskæringer, hun vil gerne have flere undervisningstimer, så hun opmuntres til at dygtiggøre sig - og endelig kunne hun godt tænke sig anerkendelse fra samfundet af, at hun kaster sig ud i det komplekse erhverv, som lærerarbejdet er. (Information 4. marts).