Information 26.januar 2008

" Læreruddannelserne på landets seminarier – nu professionshøjskoler - fungerer ikke optimalt, og der er ingen tegn på, at de bliver bedre i de kommende år’. Sådan indleder Informations journalist Kristian Villesen sin leder Fri læreruddannelse (21.januar).

Derfor bør ’vi’ prøve noget nyt, og det er ikke tilstrækkelig nyt at etablere professionshøjskoler, da disse er ’bestemt af regionalpolitiske interesser’. Nyt vil det derimod være at lade universiteterne udbyde læreruddannelser. Bestemt af hvilke interesser mon?

’Ville’ afslører i lederens første afsnit, at han ikke er i stand til at skelne mellem uddannelse og institution, at han ikke ved noget om, hvordan institutionen ’professionshøjskole’ fungerer og at han åbenbart ikke ved, at en ny læreruddannelse trådte i kraft august 2007. En uddannelse som ingen selvsagt kan kende udfaldet af.

Optaget til landets læreruddannelser er faldet med 36 procent. Det skal universiteterne være med til at stoppe, fordi de kan byde ind med større faglighed i liniefagene og større teoretisk viden om pædagogik og didaktik. Ville overser ganske, at den kommende lærer skal kombinere faglig og fagdidaktisk indsigt, en ekspertise som universiteterne kun i yderst begrænset omfang vil kunne formidle. Det er desuden seminarierne, der er ’samlings- og formidlingssted’ for pædagogisk og didaktisk viden og nationale og internationale forskningsresultater, ligesom ambitionen altid har været at lade uddannelsen og undervisningen udfolde sig eksemplarisk i forhold til didaktisk viden. En sådan ambition har universiteterne aldrig haft.

Hovedargumentet synes dog at være, at universiteternes status i samfundet skulle tiltrække de nødvendige ansøgere. Men hverken samfundet eller de konkrete elever kan være tjent med, at lærerne, på grund af ’snobberi og snæversyn’, skal uddannes det næstbedste sted i forhold til deres professionelle kvalificering.

I lederens sidste afsnit er det ikke de antydede manglende kvaliteter i seminariernes læreruddannelser, der forklarer de få ansøgere, og universiteternes påståede kompetencer, der forventes at tiltrække ansøgere, men ’lærerjobbets uretfærdige lavstatus’. Hvad med at tage den udfordring op og som journalist bidrage til, at lærerne tildeles den status, deres gode uddannelse og ansvarsfulde job berettiger? Og hvis læreruddannelsesloven vurderes som uhensigtsmæssig, da at bidrage til en saglig kritik?

At to læreruddannelser med hver deres styrker og svagheder skulle være en ønskværdig situation er det rene vrøvl. Den læreruddannelse, der tilbydes de kommende lærere, skal selvfølgelig være den bedst tænkelige. At læreruddannelsen skulle være en blindgyde holder ikke i forhold til det faktum, at læreruddannede befinder sig alle steder i vores samfund og at lærere har rig mulighed for at videreuddanne sig. At professionshøjskolerne skulle være bange for at miste studerende er en fornærmende motivtilskrivning, som klæder en journalist meget dårligt – men som falder godt i tråd med ’villes’ ukritiske tiltro til konkurrencens velsignelser. At professionshøjskolerne kalder sig ’University Colleges’ er de blevet pålagt af det politiske system. Vend skytset det rigtige sted hen, ville!