Af Kirsten Krogh-Jespersen (ikke optaget kommentar til Information juni 2007)

Ansøgningsfristen for kvote 1 ansøgere til læreruddannelsen er den 5. juli 2007.

Antallet af kvote 2 ansøgere i marts måned var katastrofalt lille. Hvis tallene er udtryk for en tendens, må folkeskolen se frem til lærermangel. Budskabet er forstået i det politiske system og i branchen, men bæredygtige tiltag lader vente på sig, selv om det haster.

I Information den 21-22. april tager undervisningsminister Bertel Haarder sin del af skylden for, at færre unge mennesker ønsker at være lærere. "Vi ønskede nogle ændringer i folkeskolen, og var i den forbindelse nødt til at pege på de ting, der ikke var gode nok". Rækkefølgen er meget tankevækkende og bekræfter umiddelbart ændringernes ideologiske karakter. Han giver også Danmarks Lærerforening skylden, fordi de, som han siger, "hver uge udnævner noget til en katastrofe." På spørgsmålet: "Hvad vil du gøre for at afhjælpe lærermangelen?" svarer ministeren, at det ikke behøver at være et problem, at folk bliver lærere uden en normal læreruddannelse som baggrund og henviser til ledige akademikere. Er det ministerens bud?

Professionel erhvervsudøvelse kræver en erhvervsrelevant uddannelse, hvad enten det handler om VVS manden, tandlægen eller læreren. En læreruddannelse skal sikre, at undervisning varetages af professionelle. Hvis læreruddannelse og lærerarbejde skal appellere til tidens unge må appellen for det første være ’sandfærdig’ og troværdig – fx at uddannelsen bidrager til personlig udvikling, til det samfundsmæssige engagement og til et professionelt virke på højt niveau – og at kvalifikationer og kompetencer erhvervet i uddannelsen af begavede og ambitiøse unge mennesker kan få udfoldelsesmulighed i erhvervet.

Det sidste må det blive stadig vanskeligere at tro på i samme takt, som lovgivningen griber mere og mere ind i/over lærernes professionelle råderum og i takt med, at lærernes ’tales ned’ af både presse og politikere.

Visionen på samfundets, skolens og elevernes vegne må være, at lærerarbejdet – og dermed læreruddannelsen – tiltrækker både unge mænd og kvinder, som er fagligt ambitiøse, personligt robuste og samfundsmæssigt engagerede. Hvis det skal ske, må lærerarbejdet ’gives tilbage til lærerne’. Ikke for at de skal have det i fred og ro, men så deres professionelle analyser kan på plads og så de kan handle på grundlag af analyserne. Forholdet mellem undervisning og læring er komplekst, der gives ikke entydige svar på ’den gode undervisning’. Fastlæggelsen af indholdet og tilrettelæggelsen må ske konkret i forhold til den enkelte elev og til alle eleverne. Det må lærerne kunne tage ansvar for og drøfte med elever og forældre og de må kunne være i dialog med ’offentligheden’ om det. Uden lærernes faglige og didaktiske ekspertise kan skolen og undervisningen ikke være i fortsat udvikling.

Det er ikke p.t. muligt troværdigt at appellere med sådanne argumenter. De unge mennesker iagttager en anden virkelighed, en virkelighed, hvor lærerne nedgøres og lærerarbejdet er sat under administration. Men det er her der må sættes ind, hvis udviklingen skal vendes. Nok så smarte kampagner, fx ’Bliv Brain Coach’, der efterlyser talenter til at coache unge hjerner, gør det næppe.