Af Kirsten Krogh-Jespersen, Tilknyttet lektor JCVU. Bragt som kommentar i Information 26.09.2007.

Diskussionen om, hvor læreruddannelsen bør høre hjemme, er blusset op i de senere år.

Jeg vil skitsere tre afsæt for diskussionen.

Vurderingen ’læreruddannelsen ikke er god nok’ baserer sig på en ikke længere gældende uddannelse, idet en ny lov lige er trådt i kraft. ’Universiteterne kan gøre det bedre på grund af deres forskningsret og –pligt’ baserer sig på en ikke-beskrevet/ikke-eksisterende uddannelse. Det må siges at være et usikkert grundlag for fx bastante politiske udmeldinger om, at læreruddannelsen vil have det bedre på universiteterne.

Den helt store udfordring til en læreruddannelse er dens evne til at levere undervisning af høj faglig kvalitet i de pædagogiske fagområder, i fagdidaktik og i skolefag så de tilsammen forbereder til professionelt lærerarbejde.

Professionsfagene pædagogik, didaktik og psykologi, som er centrale for kvalificering af lærernes undervisnings-, relations- og refleksionskompetencer, fremstår forskelligt i universitetsmiljøerne. Teoretisk pædagogik, sociologi og psykologi tilbydes som fag og forskningsområde på universiteterne i forskellige organisationsformer og med forskellig indholdsvægtning. Seminarielærere, der underviser i disse fag, har kandidatuddannelser fra disse miljøer, flest fra Danmarks Pædagogiske Universitet. De seminarielærere, der underviser de lærerstuderende i skolens undervisningsfag, fx dansk, matematik, engelsk, biologi, er ligeledes uddannede på universiteterne.

Seminarielærere har ikke forskningsret i deres ansættelse på seminariet, men der er en rig tradition for, at seminarielærere fastholder kontaktet med miljøerne, skaffer sig kendskab til relevante forskningsresultater, samt følger og – for et mindre antal seminarielæreres vedkommende – er involverede i forskningsprojekter forankret i disse miljøer. Kontakten til forskningsmiljøerne er formaliseret i CVU’erne og fremover i Professionshøjskolerne.

Den fagdidaktiske dimension har (næsten) ingen forskningsforankring i universitetsmiljøerne, men er helt overvejende udviklet af seminarielærerne i et samarbejde mellem liniefag og pædagogiske fag.

Seminariernes styrke er altså et ’professionaliseringsmiljø’ og en lærerstab, der er ’bærere og udviklere’ af professionsfagene og fagdidaktikken. Hertil kommer seminariernes tætte kontakt med folkeskolen i forbindelse med de studerendes praktik. Universiteternes styrke kunne være deres forskningsmiljøer og (nogle af) undervisernes egen forskning i en række for læreruddannelsen relevante fag og områder.

Hvor uddannes lærere mon bedst? Det kan man ikke vide med sikkerhed, men mon ikke den løbende kvalitetsudvikling bedst sikres i den institution, der hidtil med rimeligt held har uddannet lærere.

- og så må vi hellere gøre ligeså. Der er imidlertid stor forskel på, hvad der defineres som universitet i forskellige lande. Læreruddannelser i USA foregår således på ’universiteter’ både med og uden forskningsret - og pligt. Læreruddannelserne i Finland er to-delte, svarende til den delte skole. De foregår begge på universiteter med forskelligt studieomfang på de pædagogiske fakulteter, som på mange måder minder om vores seminarier. En bred henvisning ’andre lande’ siger altså ikke noget præcist om uddannelsen og kan ikke bruges til en umiddelbar sammenligning. Det kræver en nøjere analyse at tage stilling til, hvilken inspiration der måtte være at hente i andre lande.

En af forklaringerne på det faldende ansøgertal til læreruddannelsen er, at de unge mennesker iagttager en virkelighed, hvor lærerne nedgøres og lærernes autonomi og det professionelle råderum, som gør det tilfredsstillende og udfordrende at være lærer, er blevet indskrænket. Hvis lærerarbejdet således ikke længere kan iagttages som et arbejde, der står respekt om og som kræver selvstændige analyser og beslutninger, vil det næppe appellere til hverken de traditionelle akademikermiljøer eller til ’socialarvbryderne’. Begge grupper opfatter åbenbart en universitetsuddannelse, som i dag er inden for rækkevidde, som et mere interessant alternativ. En sådan tendens har ikke noget med læreruddannelsens manglende kvalitet at gøre, men skal tendensen modarbejdes og erhvervet appellere til fagligt ambitiøse og samfundsmæssigt engagerede unge mennesker må lærerarbejdet ’gives tilbage til lærerne’.