[Kronikforslag til Information 5. oktober 2005. Information ville imidlertid kun trykke en forkortet udgave.]

"Jo mere specifikt regeringer udtrykker sig om, hvad skoler skal opnå, jo mere sandsynligt er det, at de får det – men jo mere usandsynligt er det, at det, de får, betyder noget." (Reay og William 1999)

Der er indgået (endnu) et smalt forlig om folkeskolen (23.september 2005), hvis vigtigst ingrediens er indførelsen af obligatoriske test i en række fag fordelt på alle klassetrin til og med 8. klasse. Forliget begrundes i Pisa-resultaterne jf. daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs’ pressemeddelelse ved offentliggørelsen af resultaterne fra Pisa 2003, hvor konturerne af forliget blev tegnet (6. december 2004). Siden offentliggørelsen og den fordrejede præsentation har mange gode kræfter påvist en række fejl og mangler i undersøgelserne, men især har mange fremhævet det dybt problematiske i de uddannelsespolitiske forslag i kølvandet på undersøgelsen. Det har ikke gjort indtryk på forligspartierne og forliget er endnu et skridt på vej mod en ensidig "faglige styrkelse og opstramning" i folkeskolen, som har været på dagsordenen siden slutningen af 1990’erne, skærpet i den nuværende regerings levetid. Det er dog sandsynligt, at projektet vil mislykkes, netop fordi det er ensidigt og tilsidesætter en række indsigter om børns udvikling og læring.

Inden jeg sandsynliggør denne spådom vil jeg kort hæfte mig ved Socialdemokraternes rolle i forliget, hvor de også denne gang har valgt at gå alene sammen med regeringen og Dansk Folkeparti. I december 2004 afviste partiet ved uddannelsesordfører Pernille Blach Hansen ellers at støtte undervisningsministerens udspil med den gode begrundelse, at "S ikke mener, at test fremmer større faglighed". 5 måneder senere (Ugebrevet A4 den 23. maj) mener partiet med Christine Antorini, at nationale test er en god ide - sammen med "kæft trit og retning - på den fede måde". Antorini benytter lejligheden til at beklage det tætte parløb med det radikale venstre i uddannelsespolitikken. Det har skabt uklarhed om, hvad Socialdemokraterne egentlig mener, fordi, som hun siger, "partiet har ønsket at være venner med regeringspartneren". Nu ønsker man åbenbart i stedet at være venner med regeringen? I det hele taget handler strategien åbenbart om at lægge afstand til det radikale venstres uddannelsespolitik. DSU – formand Jacob Bjerregaard siger blandt andet (Information 26. september 2005), at "i en kommende SR regering vil DSU kæmpe med næb og klør mod en ny radikal undervisningsminister" og at "vi taler om et parti, der er ligeglad med de svage elever."

I min læsning og tolkning af uddannelsesdebatten påberåber alle partier sig at ville støtte de svage elever og alle partier ønsker, at eleverne skal lære mest muligt. Vandene skiller der, hvor man spørger: Mest muligt af hvad? og om, hvordan det skal gå til. Man kan måske undre sig over, at der kan være dyb politisk uenighed om noget, der trods alt langt hen ad vejen kan belyses sagligt og videnskabeligt. Forklaringen må være, at det politiske forlig om folkeskolen er ideologisk begrundet. Ikke desto mindre vil jeg forsøge mig med en sagligt funderet kritik.

Elevernes faglige dygtighed har altid været en opgave og en ambition for skolen. Med skiftende ordlyd har formålet været en dannelse af eleverne, der har kundskaber og færdigheder som fundament, elevens livsduelighed og samfundets vækst og demokratiske udvikling som perspektiv. Netop denne integrerede opgave synes skolen at løse i en sådan grad, at vi scorer højt på fx områder, der udtrykker processtyrker, et efterspurgt færdighedsområde på det globaliserede arbejdsmarked og at skolen fx formår at få eleverne til at tro på sig selv, hvilket der er grund til at formode alt andet lige fremmer evnen til læring og lysten til uddannelse.

Testtiltagene i det indgåede forlig kan ikke begrundes i forskningen, i øvrigt ej heller i Pisa-undersøgelsen, hvor der ikke kan påvises nogen sammenhæng mellem obligatoriske nationale test og resultaterne, tvært imod. I USA og Storbritannien har testkulturen været fermherskende de sidste ca. 20 år. En række fundamentale pædagogiske og sociale problemer påvises med stadig større styrke som konsekvens af testkulturen, fx at den har ført til en yderligere polarisering mellem eleverne og mellem skolerne i forskellige skoledistrikter. De tidligere politiske påstande om gode faglige resultater problematiseres, selv når det drejer sig om de snævre faglige færdigheder, som testningen vægter. Og bemærk! Især bliver de svage elevers resultater dårligere. Først Skotland og nu også Wales har afskaffet/er i gang med at afskaffe de obligatoriske nationale test. En sådan viden er ikke fremmed for partierne bag forliget. (Folketingshøringen om Pisa-resultaterne den 12. september 2005).

Obligatoriske nationale test er en dårlig ide, fordi de forsimpler forholdet mellem undervisning og læring. Børn er ikke trivialmaskiner, der reagerer forudsigeligt på givne input. Derimod er de meningssøgende individer. Så kravet til undervisningen er, at den kan inspirere og udfordre eleverne til at arbejde – ihærdigt, disciplineret, målrettet - med det faglige indhold – alene og sammen med lærere og kammerater. Det er det de bliver kloge og dygtige af, og det er det de lærer samarbejde og demokratisk kompetencer af - det er det der fremmer deres dannelsesproces.

Men hvis undervisningen indrammes af bindende mål for og testning af den slags faglige færdigheder, som kan måles med test, vil elevernes, lærernes og forældrenes forventninger rette sig mod, at eleverne klarer sig godt i testene. Næste skridt er evidensbasering og ’bedste praksis’, der vil indskrænke lærernes frihed til professionelt og i samarbejde med elever og forældre at træffe de valg, som tjener de konkrete elevers læring. Det går især ud over de svage elever, som bliver svagere, som det fx har vist sig i England.

Regeringens Strategi for verdens bedste folkeskole (Debatoplæg til Globaliseringsrådet august 2005) indledes med følgende udsagn: "Folkeskolen skal fornyes ved en faglig styrkelse og opstramning, som samtidig bygger videre på skolens styrkeområder." Jeg vil så tvivl om, hvor vidt forligspartierne overhovedet kender og anerkender den danske skoles styrkesider, som ellers er dokumenterede og som misundes verden over. Hvis de gjorde, ville de næppe risikere dem for en satsning på en faglig styrkelse og opstramning med de besluttede midler. Midler som i høj grad kan risikere at undergrave disse styrkesider: Et formål der som et samlet hele handler om elevernes faglige viden og færdigheder og deres alsidige personlige udvikling. Elever der er glade for at gå i skole, som har høj selvtillid og som for de allerflestes vedkommende er behagelige at omgås for både kammerater og lærere. Lærere, som tilstræber professionel kvalitet i arbejdet og som er engagerede i deres elever og i opgaven med at støtte deres udvikling og læreprocesser.

Pressen, godt hjulpet af nogle politikere og forskere, har kolporteret letkøbte fortolkninger og uigennemtænkte anbefalinger i kølvandet på offentliggørelsen af Pisa-undersøgelsen. Det der var og er brug for er

en offentlig og saglig drøftelse af hele Pisa-konceptet. En drøftelse, der også omhandlede, hvad der sker, når den skolepolitiske debat funderes på udsagn og undersøgelser foranstaltet af en økonomisk samarbejdsorganisation –OECD.

at ansvarlige politikere lægger op til en saglig analyse af resultaterne, så handleplanerne i undersøgelsernes kølvand kan baseres på grundige analyser og videnskabeligt funderede indsigter,

at lærerne bliver anerkendt som eksperter og derfor dem, der har i opdrag sammen med pædagogiske forskere at identificere problemstillinger og pege på og gennemføre handleplaner, så Pisa-undersøgelserne kan give inspiration til folkeskolens arbejde med at højne kvaliteten,

at der bliver iværksat aktionsforskningsprojekter med fokus på de skolemæssige konsekvenser af den generelle polarisering i samfundet, så grundige analyser og en målrettet indsats kan sikre et udbytterigt skoleforløb for alle elever. Pisa-resultaterne sammenholdt med forskningsbaseret viden kan sætte fokus på, hvad samfund og skole sammen kan gøre dels for at fastholde de positive sider af den danske skole og dels for at gøre nogle ting bedre.

I stedet skal vi nu åbenbart bruge ressourcerne, både de professionelle og de økonomiske, på at udvikle og anvende test.