Samtidsanalyse

I afhandlingens første kapitel fremstiller jeg ambivalensen i lærerarbejdet som samfundsmæssigt arbejde, spændt ud imellem lønarbejde og engagement. Min analyse af School Effectivenessparadigmet i forgående kapitel tegner et billede af et globaliseret, markedsorienteret vidensamfund, hvor konkurrence på faglige kundskaber legitimerer en skole, der fokuserer entydigt på elevernes faglige kundskaber. En konsekvens synes at være en gradvis udgrænsning af engagement og professionalitet i lærerarbejdet, efterladende kun lønarbejderdimensionen, som næppe bærer langt i lærerarbejdet. Det er ikke let at få øje på noget kritisk potentiale i det syn på samfundsudviklingen, som det verdensomspændende og magtfulde School Effectivenessparadigme udspringer af og understøtter. En optagethed af lærerarbejdet og dets professionalisering, som jeg har skitseret i min indledning og i afhandlingens første kapitel, gør det påkrævet for mig at undersøge alternative forståelser af aktuelle udfordringer og af forandringsprocesser i samfund og skole. Jeg har valgt begreber og forståelsesformer knyttet til henholdsvis kritisk teori og systemteori i min analyse. De begrebssætter senmodernitetens paradokser forskelligt og de bidrager på forskellig vis til min analyse og perspektivering af skole og lærerarbejde. Som det vil fremgå af fremstillingen, er de ikke tilfældigt valgte.

Jeg vil kort præsentere og diskutere teorierne som teorier og give deres bud på en overordnet iagttagelse af det senmoderne samfund fulgt op af en diskussion af implikationer for uddannelsessystemet. Først præsenterer jeg kritisk teori og tendenser i senmoderniteten med reference til først og fremmest Oscar Negts diskussion af erosionskrisen og Henrik Kaare Nielsens moderniserende justering af teorien. Så præsenterer jeg systemteori med Niklas Luhmann selv og Ole Thyssens fortolkning af ham som hovedreferencer. Herefter følger en sammenlignende diskussion af de to teorier. Kapitlet vil blive rundet af med en fremstilling og diskussion af strategier for modernisering af den offentlige sektor, herunder New Public Management.

Samtidsanalyse på kritisk teoretisk grundlag

Som det vil fremgå er ’kritisk teori’ en bred teoriramme, som rummer ganske betydelige variationer, men dog har én ting til fælles – ønsket om at afdække undertrykkelse, udbytning og magtforhold og at begrebssætte paradokser i moderniteten. Kritisk teori blev grundlagt af den såkaldte Frankfurterskole i 1920’erne. De fleste fremstillinger af Frankfurterkolen taler om 1. og 2. generations teoretikere, hvor Adorno, Horkheimer og Marcuse regnes til 1. generation. Marcuse blev boende i USA efter flugten fra nazismen, mens Horkheimer og Adorno efter tilbagekomsten til Tyskland begge blev professorer og afløste hinanden som ledere af Institut für Sozialforschung. 2. generation personificeres ved Jürgen Habermas, som overtog Horkheimers professorat. Han forlod Frankfurt i 1971, vendte tilbage i 1982 og trak sig tilbage i 1994. Mange forskere med hver deres indfaldsvinkler og fokus og med tilknytning til forskellige universiteter forstår sig som kritiske teoretikere eller placeres i denne kategori i videnskabsteoretiske fremstillinger. Jeg vil som sagt inddrage nogle af disse i min videre fremstilling.

Kritikken af den politiske (kapitalistiske) økonomi har været ét afsæt for teoriens udvikling, et anden har været psykoanalysens teori om samfundsmæssiggørelsen af de menneskelige behov. Jeg vil først i kort form redegøre for nogle oprindelige aspekter af kritisk teori med reference til Horkheimer og Adorno.

Den kritisk teori om samfundet har menneskene som producenter af deres samlede historiske livsform som genstand. Det som til enhver tid er givet beror ikke alene på naturen, men på hvad mennesker er i stand til i forhold til den. Om den samfundsmæssige virkelighed som menneskeskabt siger Horkheimer:

I forlængelse af dette dialektiske forhold opfatter kritisk teori i Horkheimers udlægning sig både som den teori, der stræber efter at fremanalysere de kategorier, der behersker det samfundsmæssige liv, indbefatter en fordømmelse af dem, og som kan få øje på, at menneskelige handlinger måske også kan underlægges planmæssige beslutninger og fornuftige målsætninger.

Kritisk teori er kritisk over for samfundet, men den er også kritisk overfor teorier om samfundet og overfor de måder, hvorpå videnskaben har søgt og søger at nærme sig indsigt i samfundet – og den er optaget af at afdække ideologiske tilsløringer af fx magtforholdene. Kritisk teori anser det helt grundlæggende for givet, måske som det eneste den anser for givet, at der er ikke-identitet mellem virkeligheden og de begreber, vi anvender om den, og kritisk teoris opgave er at sætte dem i kritisk reference til hinanden.

I forordet til Oplysningens dialektik som Horkheimer og Adorno skrev sammen, fremhæver forfatterne "videnskabens selvforglemmende instrumentalisering" og "oplysningens selvødelæggelse". De tilslutter sig den tanke, at friheden i samfundet er forbundet med oplysende tænkning, men de erkender, at selve denne tænknings begreb indeholder kimen til det tilbageskridt, som de ser over alt. Oplysningen må optage refleksionen over dette regressive moment i sig, hvis den skal undgå at besegle sin egen skæbne – og deres konklusion må siges at være, at det gør den ikke. Mennesket er stadig behersket, nu ikke (så meget) af naturen, men af det samfundsmæssige arbejde, af videnskaben og teknologien.

Ved nyudgivelsen i 1969 skriver de således:

Kritisk teori er altså en teori, der begrebsætter og begriber modsigelser, og som fx identificerer lønarbejdets ambivalens i den kapitalistiske økonomi. De sociale enkeltfænomener må tolkes ud fra samfundet som helhed med henblik på at opnå forståelse af samfundet som helhed, de må tolkes i forhold til deres betydning for mennesker, og de må tolkes i et historisk perspektiv som udtryk for tendenser i udviklingen. Socialforskningens udfordring er i denne forståelse, med reference til Adorno, at de undersøgte fakta ikke genspejler de grundlæggende samfundsmæssige forhold direkte, man at de samtidig udgør det slør, som disse skjuler sig bag. Ideologierne, den nødvendige falske bevidsthed, er et stykke samfundsmæssig virkelighed, som ligeledes må erkendes.

Horkheimer og Adorno synes som nævnt at miste troen på emancipationsprojektet. I 1965 skriver Horkheimer:

Adornos 100 års fødselsdag blev fejret i 2003 med udgivelse af flere bøger fra og om hans forfatterskab, artikler, udstillinger og arrangementer. Også dagbladet Information fejrede dagen med en række artikler, som redegør for det vidtfavnende billede der tegnes af fødselaren, og for de mange forskellige genrer, som hyldesterne fremstår i, bl.a. tre biografier. Nogle skribenter og forelæsere fastholder udgangspunktet i "Oplysningens dialektik" som udtryk for den "ægte" Adorno. De citerer fx Adornos udsagn om, at det menneskene gør mod naturen vender sig mod det selv og som en kommentar til biografien som genre, at der findes intet rigtigt liv i falskheden, hvorfor livet i biografien bliver til ideologi. (Wagner 2003) Fødselsdagen har givet nogle forskere og skribenter anledning til at understrege hans "fremsynethed" i form af indsigten i, at menneskeheden i stedet for at træde ind i en sand menneskelig tilstand synker ned i en ny form for barbari, og andre til at lægge vægt på andre sider af hans forfatterskab og produktion.

Siden hans konflikter med studenteroprørets mest radikale talsmænd i 1967-1968 og sin død i 1969 er han blevet overdøvet af andre teoretikere som eksponenter for kritisk teori. Om Adorno vil få en egentlig renæssance som samfundskritisk filosof vil tiden vise, men Henning Goldbæk giver ham en ny chance som kunstfilosof.

En kort introduktion til Habermas begrunder jeg dels i hans postion inden for kritisk teori, i hans inspiration for henholdsvis Kaare Nielsen og Dale og i hans diskussion med Luhmann.

Habermas’ position er blevet kaldt "Det modernes redning". Han argumenterer for, at vi endnu ikke har udnyttet fornuftens potentialer optimalt, hvorfor han fremsætter sin formalpragmatiske teori om den kommunikative handlen som vejen til fornuftens styringskraft. Habermas fremhæver selv sit bedrag som et paradigmeskift fra en subjektfilosofi til teorien om den kommunikative handlen og taler om kommunikativ versus subjektcentreret fornuft (Habermas 2001a). Hans teori om den kommunikative handlen bygger på den uddifferentiering af fornuften, som tredelingen – den objektive verden, den sociale verden og den subjektive verden indebærer. De tre hertil knyttede rationalitetsformer – sandhed, rigtighed og autencitet muliggør, at vi kan indrette os fornuftigt med hinanden under anvendelse af den kommunikative rationalitet, som kan føre til en rationelt begrundet enighed om, hvad det vil sige at indrette os fornuftigt, og hvad vi må kritisere og forandre ved de bestående forhold for at en sådan intention kan virkeliggøres.

Uddifferentieringen af de tre rationaliseringsformer gør det således muligt at teste givne påstande gennem tre former for gyldighedsdiskurser – teoretiske, praktiske og kritiske, således at enigheden kan baseres på de bedste argumenter inden for hvert gyldighedskriterium.

Habermas’ argument for gyldigheden af teorien om den kommunikative handlen henter han i sit begreb om "livsverdenen", som han tillægger muligheden for at forholde sig fornuftigt, ikke kun i form af en kognitiv-instrumentel rationalitet og i forhold til den objektive verden, men også i betydningen at kunne forholde sig rationelt til den sociale verden og den subjektive verden med de særlige rationalitetsformer, som disse kalder på, nemlig moralsk rigtighed og autencitet.

Her kommer Habermas kritik af det bestående til udtryk, idet han har påpeget systemernes tendens til kolonisation af livsverdenen. Denne kritik bygger på den iagttagne uddifferentiering af de to systemer, det økonomiske (markedet) og den offentlige forvaltning (staten), og de hertil knyttede rationalitetsformers tiltagende forrang for rationalitetsformerne i henholdsvis den sociale og den subjektive verden. Det moderne projekt – eller fornuftens projekt – må overvinde en sådan kolonisation og genindsætte ligeværdigheden mellem en kognitiv-instrumentel, en moralsk/normativ og en ekspressiv rationalitet – og den sag arbejder Habermas fortsat på, uden at være blind for, at de veje vi aktuelt betræder fører i en anden retning:

Efter den korte præsentation af de tre kendte Frankfurtere og med påvisningen af forskellene på 1. og 2. generation inden for rammen af kritisk teori, vil jeg vende mig mod Oskar Negt. Det gør jeg af flere grunde. Han leverer et bidrag til dannelsestænkningen, som jeg finder "håbefuldt", uden at det på nogen måde er udtryk for naiv optimisme. Hans Glocksee skoleinitiativ konkretiserer indirekte en skolekritik og formidler en vision om en bedre skole. Endelig er hans teori - så vidt jeg kan læse det - en væsentlig kilde til Kaare Nielsens justerende modernisering af kritisk teori, som han bygger sin samtidsanalyse på. Jeg vil her give et kort rids af væsentlige træk i Negts tænkning, og i kapitel fire vil jeg mere konkret diskutere Negts skoletanker. Inden vil jeg dog søge at placere ham i forhold til Frankfurterskolen.

Negt er elev af Adorno og Horkheimer, men i modsætning til dem engagerer han sig i den samfundspolitiske debat og tager politiske initiativer. Han leverer da også en ganske skarp kritik af sine gamle lærere, når han siger:

Jeg vil på ingen måde fastholde Negt på hans ord fra 1974, blot bruge dem til at antyde forskellighederne i hans position i forhold til Frankfurterskolen. Han var i øvrigt (til han gik på pension) ansat i Hannover og ikke i Frankfurt. Et andet citat kan udgøre en introduktion til aspekter af hans bidrag til den kritiske teori, som især har relevans for en generel samtidsanalyse. Jeg vil som nævnt tage andre aspekter op i kapitel 4.

Negt maner til forsigtighed og advarer mod hverken at forfalde til apokalyptiske visioner eller til besværgelser af verdens ende og/eller af vores civilisations undergang. Han advarer mod at forstå krise som et substansbegreb. Han siger det således:

Jeg vil fremhæve to aspekter i en generelle kriseanalyse, Negt udfolder i den citerede artikel.

Han taler om, at en falsk bevidsthed har lagt sig som et ideologisk slør, nemlig at der blot skulle være brug for en løftestang til at føre os ud af den aktuelle kulturkrise, der viser sig på en lang række områder. Fra de risici, der er forbundet med den aktuelle tilstand i våbenindustrikomplekset til den teknologiske udviklings indtrængen i alle livsforhold. Heroverfor peger han på, at alternativerne til det bestående samfund ikke er abstrakte og globale mod-udkast, men et muldvarpearbejde, der frembringer det historisk virkningsfuldt nye.

Barriererne identificerer han som knyttet til økonomien, nærmere bestemt som en krise i økonomiens kulturelle betydning, som viser sig i den kroniske massearbejdsløshed, som Negt anser for det meste sensible og deprimerende træk ved vores samfund. Der er ikke længere belæg for at tro på, at i dags profit resulterer i i overmorgens arbejdspladser, som han siger, idet de mikroelektroniske rationaliseringsmedier erstatter og devaluerer den levende arbejdskraft.

Den dybere konsekvens er, at forestillingen om, at almeninteressen ligger i gode hænder, ikke kan opretholdes, at vi må se i øjnene, at en ansvarlighedsetik inden for alle magtområder er brudt sammen. Negt stiller sig det spørgsmål, hvorfor det er situationen netop nu, hvor vi for første gang kan ane afslutningen på mangeløkonomiens historie og hans "bestemt ikke fuldstændige og måske heller ikke godt begrundet", forklaringer samler sig i begrebet globaliseringen.

De to henseender er opadtil i forhold til at udplyndre staten og nedadtil, hvor det drejer sig om at formindske lønninger og sociale sikringssystemer.

Han identificerer det fordrejningsmønster, som kritikken og alternativerne må tage sit afsæt i, nemlig den driftsøkonomiske tankegang, hvorunder økonomiske balancer som gælder for den enkelte virksomhed bliver til ideologi, når hele samfundet anskues ud fra de samme rationaliseringskriterier som en industri eller servicevirksomhed. Bedraget består i, at man ikke ser i øjnene, at efterstræbte besparelser på et område bliver til omkostninger på et andet, det gælder både i forholdet mellem, hvad den enkelte virksomhed omlægger og udgrænser i rationaliseringens navn og så de opgaver, det pålægger fællesskabet og i forholdet mellem forskellige ressortministerier i den offentlige forvaltning.

Den helt fatale konsekvens af globaliseringen og økonomiens terror ser Negt i den, som han siger "voksende formidlingsløse distance mellem den enkelte og en helhed, der bliver mere og mere abstrakt" (ibid s. 34). Kapitalismen går sin stort set uimodsagte sejrsgang, har sprængt alle grænser og kastet den moralske skyldfølelse af sig, hvilket er muliggjort af og har som konsekvens, at Vestens satsning på udvikling af velfærdsstaten er gået i stå eller ligefrem er under afvikling, at statens funktion som hæmmende faktor for virkningerne af markeds- og kapitallogikken er i opløsning, og at fagforeningernes strejkevåben har mistet sin potens.

Jeg vil slutte fremstillingen med et fyldigt citat, som har karakter af en advarsel og et opråb, som rummer både et bud på lærerarbejdets ambivalens og et budskab til den professionelle lærers perspektivrige udfoldelse af sit engagement:

Negt er på linie med Habermas i forestillingen om, at en alternativ fornuft potentielt er mulig som styringsinstrument for udviklingen af et samfund, der er værdigt for mennesker at leve i. Han taler om den anden økonomi, præget af en fællesskabsorienteret omtænkning som følger den social-kulturelle logik. En specifik modmagt må, som antydet, tage sit afsæt i menneskers livsammenhænge og have karakter af et egensindigt indgreb for at sikre den truede værdighed. Negts dannelsesideal kan skitseres som det egensindige menneske, der er orienteret mod en autonom dømmekraft og mod særegne livsstile, der indeholder rebelske elementer.

Henrik Kaare Nielsen har med udgivelsen Kritisk teori og samtidsanalyse (2001), formuleret, hvad han kalder en aktualisering af den kritiske teori med henblik på at gennemføre en samtidsanalyse i denne optik.

Hans kritisk teoretiske forankring ser jeg afspejlet i formuleringen:

Kaare Nielsen fremhæver konflikten mellem modernitetsinstitutionerne marked, stat og civilsamfund som det uomgængelige vilkår for både menneskelig handlen og analyse. Analysen er underlagt kompleksitetens skærpende omstændigheder, men er fortsat mulig, jævnfør hans eget udkast. Han fremhæver i tråd med Negt, at pointen i nutidens sociale praksis ikke er, at den er kaotisk, men at den opererer i et vadested, hvor gamle ordningsformer er i opløsning og nye er under dannelse - begge processer har indtil videre åbne udgange og er kendetegnet ved kampe og interessekonflikter. På det offentlige område er opbruddet fra midten af 1980’erne som nævnt blevet kaldt New Public Management.

Hans begrundelser for på den ene side at fastholde en kritisk teoretisk position og på den anden at argumentere for en række moderniserende justeringer består dels i en problematisering af det, han kalder knæfaldet for diskursernes og tegnenes højere magt og dels i en insisteren på indsigten i den sociale praksis’ sammensatte karakter og de handlende menneskelige subjekters modsætningsfyldte vilkår. En revitalisering af oplysningsprojektet kunne bidrage til en kvalificering af de handlende subjekters sociale og kulturelle kompetencer, fremfører Kaare Nielsen. Moderniseringen handler om at lægge en abstrakt enten-eller logik bag sig - men ikke begreberne oplysning, fornuft, det myndige subjekt med deres normative implikationer som sådan. Begreberne må imidlertid sættes fri til at have forskellige betydninger afhængigt af kontekst og konkrete personer, baseret på erfaringsdannelse og resulterende i en netop erfaringsbaseret dømmekraft, som kan relatere sig til en dynamisk immanent etik og fordre den respekteret og styrket af den sociale praksis.

Med henblik på at nuancere og problematisere Habermas’ kommunikative handlefællesskabers reduktion til rationelle udvekslinger af principielle ræsonnementer, introducerer Kaare Nielsen Axel Honneths skelnen mellem to forskellige principper for gensidig civilsamfundsmæssig anerkendelse i moderniteten - en formel, lighedsorienteret og en individualitets- og forskelssættende anerkendelsesform og hans pointering af det nødvendige samspil mellem anerkendelsesformerne, hvis civilsamfundsmæssige demokratiserings- og myndiggørelsesprocesser skal kunne udvikle sig.

På baggrund af de her skitserede hovedprincipper for en modernisering af kritisk teori, gennemfører Kaare Nielsen som nævnt en samtidsanalyse, som jeg – meget summarisk - vil redegøre for i det følgende.

Den sociale praksis i moderne samfund er karakteriseret ved et overgribende, konfliktuelt samspil mellem marked, stat og civilsamfund. Den sociale praksis er scene for territoriekampe - eller kampe om den diskursive hegemoni - mellem disse institutionaliseringsformer. Nogle sociale aktører trækker primært på markedets principper, andre på statens og atter andre på det civile samfund. At der er tale om et konfliktuelt forhold beror på institutionernes forskellighed, men også og måske især på markedets og statens ekspansive tendens som Kaare Nielsen skriver under henvisning også til Habermas koloniseringsmetafor.

Vilkårene for umiddelbar erfaringsdannelse i civilsamfundets indskrænkes og den middelbare, medieformidlede erfaring kan komme til at dominere i forhold til den umiddelbare erfaring, forstået som en aktiv, sanseforankret tilegnelse af viden med afsæt i konkrete livtag med verden. Begge erfaringsformer er nødvendige, vi kan ikke sansemæssigt eller kropsligt erfare alt, og en moderne demokratisk offentlighed kan ikke fungere uden middelbar erfaringsformidling. Begge erfaringsformer er desuden medierede, men der er kvalitative forskelle på de sproglige kodninger og de livshistorisk producerede dispositioner og forventningsmønstre, som resulterer i umiddelbar erfaringsdannelse, og så de teknologibaserede massemedieformidlede middelbare erfaringer.

Kaare Nielsens samtidsanalyse sætter fokus på de nye medier i en analyse og diskussion af reguleringsformer for produktionen og i en diskussion af kultur og demokrati. Jeg vil kun skitsere hans iagttagelse af (arbejds)markedet, som er inspireret af Negt, ved at formidle hans konkluderende begreber til beskrivelse af aktuelle karakteristika: Fleksibilitet i form af en decentral, netværksorganiseret, højteknologisk og vidensintensiv produktionsstruktur, som orienterer sig efter det frisatte, identitetssøgende individs behov og smagspræferencer, og som er i stand til løbende at omstille sig. Skellet mellem arbejde og fritid udviskes, og der sker en bevægelse bort fra det kollektive system og hen mod en individuel forhandling af løn og arbejdsvilkår.

Kaare Nielsen kobler til uddannelsessystemets teknologifiksering. Han ser et tidsåndsbåret, gensidigt bekræftelseskredsløb, hvor mediebranchens markedsføring og statens strategiske visioner kan fusionere med en udbredt teknologifascination blandt børn og unge. Han peger på et betænkeligt fravær af refleksion over andre perspektiver i uddannelserne end det samfundsøkonomiske og tilsidesættelsen af den rodfæstede konsensuelle tradition for at lægge vægt både på erhvervskvalificering og kvalificering til demokratisk samfundsborger. Kaare Nielsen spørger, om der måske er grund til at antage, at det faktisk er de statslige planlæggeres ønske at viske tavlen ren og begynde på en frisk. I så fald er der tale om en uerklæret kulturkamp, som vil bryde med den hidtidige uddannelsespolitiske konsensus og

Han henviser (trøstende) til, at der ud over en politisk modstand mod ovenstående tendens også skal medtænkes den institutionelle inerti og en mangfoldighed af undervisere, der identificerer sig med de bærende elementer i den demokratiske, dannelsesorienterede uddannelsestradition og fortsat vil føle sig forpligtede til at lægge det til grund for deres virke, jf. også min refleksion i afhandlingens indledningskapitel.

Det sidste aspekt af Kaare Nielsens samtidsanalyse, som jeg har valgt at fremstille her, er hans diskussion af den omsiggribende kvalitetsvurdering i den aktuelle kulturpolitik. Jeg vil lægge vægt på de uddannelsespolitiske aspekter af hans analyse. Den globale konkurrence om investeringer og arbejdskraft udkæmpes på alle samfundsområder, og statens rolle bliver mere og mere at sikre en formidling mellem udviklingstendenserne i efterspørgelsesbetingelserne og de relevante nationale sektorer. Denne situation udmøntes i en række nye mønstre dels for den statslige beslutningsstruktur i form af private organisationers involvering i beslutningsgrundlaget og dels for løsningen af de statslige opgaver i form af privatisering og prioritering af ressourcerne til områder, hvor de tjener konkurrenceevnen. For at holde øje med om det så faktisk finder sted, altså at kvaliteten øges i denne betydning af begrebet, er der udviklet, og udvikles der en række kontrolinstrumenter.

Både Habermas’, Negts og Kaare Nielsens samfundsteori og kritiske analyse af det aktuelle samfund munder ud i nogle overordnede forestillinger om emancipatoriske potentialer i det moderne oplysningsprojekt, som de fortsat finder aktuelt og relevant. Disse forestillingers forskelligheder til trods har de en række fællestræk, baseret på deres forståelse af uddifferentieringen af modernitetsinstitutionerne staten, markedet og det civile samfund og på deres analyser af forholdet mellem disse, hvor tendensen er markedets og statens overherredømme over det civile samfund – og med markedet som det absolut dominerende i medfør af kapitalismens sejrsgang og en tilsvarende svækkelse af de demokratiske institutioners faktiske betydning for menneskers livsomstændigheder.

Hos Habermas udgør den humane fornuft som normativ base for samtidskritik og som ledetråd for emancipatorisk tænken og handlen fortsat det centrale alternativ, bundet til hans antagelse af en principiel og apriorisk sprogligt bundet hensigt om at nå til forståelse gennem kommunikation. Han udtrykker skepsis over for mulighederne af en demokratisk menings- og viljesdannelse på et niveau, der ligger højere end niveauet for nationalstatens interne integration. Samtidig anser han et sådant niveau for nødvendigt.

Negt lægger vægt på at forstå udfordringen som forbundet med at vriste læring og dannelse ud af det, han kalder krisecentrene. Skolen som et krisecentrum må erstatte de fragmenterede familiers fravær af stabile nærhedsrelationer (i et dialektisk forhold til en nødvendig distance, som også Ziehe taler om), og må bidrage til at skabe tillidsfuldhed, fordi en sådan tillidsfuldhed eller mangel på den er bestemmende for livshistorien. Skolen må i det hele taget være et sted, som bygger på kreativitet, eget-initiativ, udisciplinerethed. Her skal børn kunne udfolde deres evne til livsglæde og gøre primære erfaringer til opbygning af deres grundlæggende personlighed og den dannelse, der kan gøre dem parate til en massiv modstand for at sikre den truede værdighed – bl.a. gennem at fremme "den anden økonomi". Han skriver optimistisk, men upræcist, at mange skridt fører i retning af en sådan samfundsreform (byggende på den anden økonomi og den skitserede dannelse), som ene og alene kan vise os vej ud af den nuværende kulturkrise.

Kaare Nielsen er i tråd med Negt, når han formulerer sig om alternativerne. Blot et enkelt citat skal runde præsentationen af hans moderniserende justering af kritisk teori og dens emancipationsprojekt af:

Forestillingen om potentialet i modernitetens emancipationsprojekt i form af det ligeværdige samspil mellem rationalitetsformerne er altså fastholdt hos disse tre repræsentanter for kritisk teori, og de argumenterer hver især for (stadig) farbare veje til dets realisering. Samtidig peger de samme forfatteres samtidsanalyser på alvorlige trusler mod projektet, trusler som ikke synes at formindskes, men at øges i takt med, at det bliver stadigt vanskeligere at få øje på det civile samfunds modstandskraft og/eller resultater af den modstand, der sporadisk kan iagttages. Kan det civile samfunds rationalitetsformer, således som de, lidt forskelligt, er fremstillet hos ovennævnte forfattere, identificeres? Repræsenterer de en sådan styrke og magtfuldhed, at der er grund til at formode, at de kan overvinde det globaliserede markeds særdeles magtfulde rationalitetsformer, herunder markedets hegemoni i forhold til staten. Kan fx en skole med et demokratisk dannelsesideal udgøre et boldværk mod School Effectivenessparadigmet? Det Negt kalder fordrejningen af relationen mellem driftsøkonomi og nationaløkonomi er slået igennem. Men for "almindelige mennesker" synes fordrejningen at fremstå som en plausibel forståelsesform, jf. valgsejren til partier, der lover besparelser i den offentlige sektor.

Heller ikke en indfrielse af Kaare Nielsens forventning om "en bred, demokratisk debat om værdigrundlaget for det fremtidige danske uddannelsessystem" synes at ligge lige om hjørnet. Til trods for skepsis i forhold til sandsynligheden af en sådan bred, demokratisk debat vil jeg fortsat "være på udkig efter det nye", for at referere til Negt.

En samtidsanalyse på et systemteoretisk grundlag

Luhmann siger om sin systemteori at den er en teori om at tænke moderne om det moderne – hvilket han ikke mener at fx Habermas’ teori muliggør. Mit spørgsmål lyder, om en række iøjnefaldende træk ved vor tid betragtet i en anden optik end kritisk teoris stiller andre kategorier og begreber til rådighed for forklaringer af tingenes tilstand og måske åbner for alternative handlemuligheder. Men først vil jeg redegøre for centrale kategorier og begreber i teorien og henvise til den begyndende udredning af systemforståelsen, som jeg gennemførte i foregående kapitel.

Niklas Luhmanns hovedværk "Soziale Systeme. Grundriss einer allgemeinen Theorie" fra 1984 udkom på dansk i 2000 med titlen: Sociale systemer, Grundrids til en almen teori. Undertitlen, grundrids til en almen teori, signalerer, at Luhmann med sin systemteori i sin egen forståelse har leveret et bidrag til et paradigmeskift i sociologien, et paradigmeskift som i øvrigt er bredt inspireret af systemteori, kybernetik, biologi og fænomenologi.

Om arbejdet med at fremstille en faglig enhedsteori siger han, at det begynder med problemstillingen: at bestemme sit genstandsforhold som et forhold mellem intransparent og transparent kompleksitet.

En moderne teori om samfundet må være både almen og universel, den må kunne forklare ethvert fænomen inden for sit område. En universel sociologisk teori beskriver samfundet som et selvbeskrivende system, den må inkludere såvel sig selv som andre teorier, idet de alle er samfundets forsøg på at beskrive sig selv. Han redegør for, hvad der er hans teoriprogram, nemlig formulering af en faguniversel teori, som han i øvrigt hævder ikke er forsøgt siden Parsons. Sådanne universelle teorier bør - i alle tilfælde - 1) relatere til den for sociale systemer karakteristiske difference mellem system og omverden, 2) betragte sine genstande, og sig selv som hørende til sine genstande, som selvreferentielle forhold, og 3) være mere kompleks end hvad hidtil er set, dvs. udgøre en begrebslig kompleksitet, der reflekterer sig selv, og som herved indskrænker variationsmulighederne og udelukker arbitrære afgørelser.

Luhmann spørger til betingelserne for socialvidenskaberne ved at stille spørgsmålet om, hvordan sociologen kan (forestiller sig at kunne) behandle samfundsmæssig viden udefra, når han dog selv er en del af samfundet, eller udvikle en almen teori, som ikke omfatter netop hans egen teori. Hans svar er, at i sin foreløbig sidste og mest veludviklede form udgør systemteorien et tilbud i dens skelnen mellem system og omverden jf. ovenfor. Indenfor denne forståelse er forskellen mellem subjekt og objekt (mellem tænken og væren, mellem erkendelse og genstand) udtryk for en systemintern relevant skelnen mellem selvreference og fremmedreference. Enheden i forskellen mellem bevidsthedens kendsgerninger og sagens natur vil være det system, som praktiserer den. Verdensbeskrivelser er altså beskrivelser i kraft af en iagttager eller et system.

Afkaldet på en belærende autoritet anser Luhmann for uundgåelig som en reaktion på strukturelle fænomener i det moderne samfund. Han kalder forskningsområdet ’den generelle systemteori’ kaotisk og dårligt integreret, men håber dog, at der vil kunne begynde at aftegne sig en af de egenværdier,

Pointen bliver hos Luhmann (1992) en forståelse af systemer som værende strukturelt lukkede, autopoietiske og selvreferentielle. Luhmann opererer med tre (fire) systemtyper, levende, psykiske og sociale (og maskiner). Om systemer der bearbejder information og producerer viden, siger han, at de selv må producere det, der er information for dem. De opbygger i kraft af den løbende informationsbearbejdning de strukturer, der for dem har ’videns’kvalitet. Omverdenen kan irritere systemet, men har ikke nogen adgang til det. Det er systemet selv, der gennem at øge sin kognitive kompleksitet øger sin irritabilitet og dermed forudsætningerne for øget kompleksitet etc. Som Luhmann siger: "Systemet ville aldrig blive i stand til at opbygge sin egen kompleksitet, hvis det bestandigt forvekslede sig selv med sin omverden." (1992 s. 17).

Götke-Hansen (1993) refererer til, at begrebet system hos mange konnoterer i negativ retning og signalerer noget med fasttømret, ufleksibelt og usmidigt. Luhmanns brug af begrebet tilsigter noget helt andet, siger han. Det handler om en særlig måde at betragte genstande på, nemlig forsøget på at anskue disse relationelt. Der tilstræbes en medrefleksion af den eller de sammenhænge, som et iagttaget fænomen indgår i. Han siger:

I forhold til systemets nødvendige evne til at skelne mellem selvreference og fremmedreference – for at kunne operere kognitivt, jf. ovenstående - henviser Luhmann til Husserls fænomenologi, som fremhæver, at bevidstheden altid samtidigt forholder sig både til sig selv og til et givet fænomen og er i stand til at svinge mellem refleksion og hengivelse til verden. Luhmann udvider dette træk ved bevidstheden til også at gælde i forbindelse med sociale systemer, som opererer ved kommunikation. Kommunikation vil således kun kunne forstås og kontrolleres med hensyn til forståelse eller misforståelse, hvis man er i stand til at skelne mellem meddelelse og information.

De autopoietiske systemer er afhængige af hinanden, både sociale systemer og psykiske systemer, idet de som omverden stiller deres kompleksitet til rådighed for hinanden, uden at det ene system udtømmer kompleksiteten i det andet. De er også afhængige af hinanden i deres forskelligartethed. Således opererer et socialt system ved kommunikation og ikke ved bevidsthed, men det bygger på, at mennesker har bevidsthed. Psykiske systemer opererer ikke ved kemiske eller elektriske processer, men de er afhængige af, at hjernen eksisterer og fungerer.

En Luhmannpointe siger, at al iagttagelse finder sted fra en blind plet, som ikke kan iagttages, mens der iagttages. Thyssen udtrykker det således:

Med systemteorien kan jeg vælge at begribe fx den ovenfor gennemførte samtidsanalyse som udtryk for min iagttagelse af de iagttagelser, jeg (og andre) har gjort af en række samtidsforhold i og med de valg af iagttagelse (eller begrænsninger i iagttagelsen) vi har truffet/kunnet træffe i overensstemmelse med vore interesser, præferencer eller hukommelse (erfaringer?) (jf. Luhmann 1992 s. 11). Det moderne samfunds socialstruktur har ikke nogen plads, hvorfra man med autoritet kan forkynde udsagn om verden. Verden har trukket sig tilbage til det ikke-observerbare, som Luhmann, med reference til Spencer Brown, siger. Der må derfor arrangeres en iagttagelse af iagttagelsen.

Selvreferencen er både noget systemet kan "rammes" af og noget, det kan åbne sig for. Gennem selvreferencen bliver et system i stand til at foregribe og kontrollere. Det kan åbne sig for informationer både om sine egne tilstande og om tilstande i omverdenen. Systemet er både fleksibelt og sensibelt, hvilket gør det stabilt, men også sårbart, fordi der altid er flere muligheder. Når et system lærer eller forandrer sig, sker det ved, at det dels gennem iagttagelse tilkobler sig en forskel i dets omverden og dels - eller i næste led - tilkobler den iagttagede forskel til de allerede eksisterende forudsætninger i systemet. Herved ændres systemets fremtidige operationsmuligheder gennem den forøgede kompleksitet.

Med reference til Thyssens udlægning af Luhmann (Thyssen 1992) gør A sig til en enhed gennem den selvreference, der består i ikke blot at være A, men at sætte sig som A. Men et system som alene er selvrefererende er en uting (eller en ikke-ting). Systemet må indføre nærmere bestemmelser, hvorved det begrænser sig. Det må skabe asymmetri og uligevægt. Det må vælge et holdepunkt, som er logisk vilkårligt, men som giver det nødvendige stød til at sætte processer i gang. Det er således en pointe, at beskrivelser, der legitimerer bestemte synsvinkler, problematiseringer, strategier eller forhåbninger vinder i det omfang, de kan rumme paradokser. Men for at komme hinsides tautologi og paradoks må systemet vælge punkter, som det undlader at anfægte (selv om dette altid ville være muligt) og håndterer, som om de er givne. Thyssen peger her på, at sådanne fikspunkter kan udgøres af fortiden, af en fremtid som ønskes realiseret, af en skelnen mellem det kontrollerbare og det ukontrollable, af sociale forskelle og hierarkier eller af individet som princip: individets uantastelige valg af mening, liv eller lyst.

Psykiske og sociale systemer opererer i mediet "mening", et sociologisk grundbegreb hos Luhmann. Mening består i et overskud af henvisninger, så det der står i centrum er omgivet af associationer og henvisninger. Når et system arbejder med mening aktiverer det sine indre elementer og strukturer i etableringen af sin forestilling om omverdenen. På den måde har et system den omverden, det er i stand til at have i kraft af sine sensorer og sin kapacitet til at bearbejde information – heraf udsagnet "Kun kompleksitet kan reducere kompleksitet". Et socialt system anvender sine medier og koder til at kommunikere og diskutere egne blinde pletter og herigennem øge systemets kompleksitet eller dets meningshorisont. Mulighederne heri består bl.a. i, at forskellen mellem system og omverden genindføres i systemet.

Luhmann foreslår, at vi ofrer begrebet "mennesket" som projektion af et imaginært menneske eller menneskebillede, som han i øvrigt mener alene har resulteret i en moraliseren i form af en sondring mellem gode og onde mennesker (Luhmann 1990). Heroverfor foreslår han altså sit differensbegreb. Differensbegrebet tvinger os til at fordele alt på system og omverden og til at undgå udsagn om enheden i forskellen, som fx at samfund består af forhold mellem mennesker (med mindre der med "forhold" menes kommunikation, der er den eneste sociale operation).

Herved vindes en række fordele i forståelsen af forholdet mellem individ og samfund og i spørgsmålet om rationalitet. Forholdet mellem individ og samfund er hos Luhmann fuldstændig adskilt, og hans tese er, at kun herved vil det være muligt at opstille et teoriprogram, som tager individet alvorligt. Han skriver:

Dette synspunkt fører over i det, som mange samtidsanalytikere har iagttaget uden at give Luhmanns forklaring forrang, nemlig, at der findes ingen normer, som man ikke kan afvige, hvis man har lyst. Der eksisterer altid flere muligheder, for der findes ingen normativ integration af individer i samfundet. Det som kan forklare, at det til trods for den operative lukkethed ikke går (helt) vilkårligt til i verden, er de strukturelle koblinger mellem systemerne individ og samfund. De sørger for at ophobe visse irritationer og udelukke andre. En omfattende argumentation for rationalet i denne forståelse munder ud i følgende udsagn:

Luhmann definerer "det sidste overbevisende rationalitetsbegreb, Europa har frembragt" i sætningen "så megen frihed som muligt under så stor orden som nødvendigt". Han hævder, at dette dilemma modsvarer forflygtigelsen af fornuftsbegrebet: fra at være en egenskab ved den menneskelige livsverden er det blevet et ideal, som er utopisk og kun kan opnås tilnærmelsesvist. For at komme videre herfra lader Luhmann sig inspirere af Spencer Browns begreb om re-entry, som jeg tidligere har antydet, og som udtrykker, "at den operativt fuldbyrdede differentiering af system og omverden vender tilbage i systemet som en sondring mellem selvreference og fremmedreference". Hermed er også sagt at systemet, som i tilfældet samfund jo opererer ved kommunikation, må være i stand til at skelne mellem egen operation – meddelelse - og det der kommunikeres om - information. Det er i en sådan selviagttagelse, Luhmann mener der er mulighed for at finde et begreb om rationalitet som en operativt fremtvunget "så-som-så" rationalitet, uden idealer og uden garanti for ikke-rationelle operationer, som kan afløse det utopiske ideal.

Systemets identificering af noget som hørende til systemet og noget som hørende til omverdenen, altså skelnen mellem selv- og fremmedreference, forstår Luhmann som rationalitet hos en iagttager af første orden. En mere krævende begrebsliggørelse af rationaliteten opnås på niveauet for iagttagelse af anden orden, nemlig når systemet iagttager sig selv under fuldbyrdelse af iagttagelse af re-entry.

Konsekvensen af denne tankegang er at

Og han spørger :

Der er lagt op til at svare ja. Og en sådan antagelse mener jeg kan ses som en adækvat forståelsesramme for den "mangel" på rationalitet, som præger fx de politiske diskussioner og beslutninger om og inden for uddannelsessystemet. Min rationalitet er ikke til at få øje på, nemlig den der handler om uddannelsessystemet som et system for produktion af viden, kultur og dannelse og ikke som et markedssystem til produktion af varer og/eller tjenstydelser. Men min rationalitet kan åbenbart ikke gøre krav på forrang for "den rationalitet som viser sig at blive bekræftet af samfundet selv som rationalitet" jf. Luhmann.

Måske er paradokset, at efterlysningen af rationalitet – i bestemt form – blokerer for (er den blinde plet) i forhold til at "se" den faktisk udfoldede rationalitet (hvordan den end kommunikeres) i de trufne beslutninger og kommunikere – kritisk - på dette grundlag? Her kan Negts opfordring til at "holde udkig efter spor af det nye, som i erosionsprocesserne også altid tager form, og som bygger på mulige udveje", repeteres.

Jeg fremhæver Luhmanns diskussion af disse to begreber, fordi jeg med hans skelnen har fundet hjælp til min egen analyse af lærerarbejdets ambivalens og af uddannelsespolitiske beslutninger og deres mulige konsekvenser. "Forsøgene på at mindske en risiko er i sig selv risikable.". Med denne sætning udtrykker Luhmann det han kalder – og som alle vel kalder – en paradoksi. Eksemplerne vælter ind på min nethinde – "Terrorbekæmpelse", "Selvmordsbomber", "Jeg elsker børn", "Åben- og skjult læreplan", "School Effectiveness" og "Bindende trinmål". Luhmann siger:

Det påkalder sig spørgsmålet om, hvilken sondring man skal anvende for at præcisere begrebet risiko. Han argumenterer for, at sondringen ikke kan ske som en modsætning til sikkerhed, idet begrebet sikkerhed er et tomt begreb, der alene fungerer som refleksionsbegreb. I stedet foreslår han begrebet fare.

Fremtiden vil altid være usikker - den ligger endnu ikke fast og kan altid falde anderledes ud, end vi forventer. I nutiden træffes beslutninger (tidsbindinger/tidsdimensionen) som begrænser fremtidens mulighedsrum og beslutningerne vil altid aktuelt og fremtidigt påvirke andre (den sociale dimension). Luhmann viser to (traditionelle) løsninger af dette problem. Den ene er de normative forventninger, som der knyttes an til, uanset om normen brydes eller ej. Den anden er knaphedsmodellen, som handler om, at én reserverer goder til sin egen fremtid, som andre også gerne ville have kunnet disponere over - for at undgå at dø, sulte, arbejde eller --- . Knapheden tiltager for nogen, når andre sørger for fremtiden i form af at eje jord, ejendom og penge. Luhmann mener, at de to former for tidsbinding i løbet af en længere evolution er blevet udvidet til grænserne for det mulige i og med den enorme udvidelse af kompleksiteten. Han sår tvivl om disse instrumenters chance for at indfri krav om rationalitet, hvilket understreger problemet: Tidsbindinger er nødvendige og risikable.

Luhmann bringer her modsætningsparret risiko/fare i spil som et supplement til den traditionelle orientering mod normer og reguleringen af knaphed. Sondringen mellem risiko og fare afhænger af, hvilke skader der bliver tilregnet af hvem og hvordan:

Man antager altså at skaden ikke var sket, hvis man havde truffet en anden beslutning.

Rationaliteten synes at være ophørt med at være entydig, hvorfor spørgsmålet melder sig om, hvad der kan fastlægge beslutningerne. Et af svarene kunne være social indflydelse eller bredest mulig deltagelse i beslutningerne. Men Luhmann problematiserer det, han kalder de nuværende sociale utopier om deltagelse, idet han hævder, at

Det der "blot" kalkuleres som en risiko af nogle beslutningstagere vil af andre opfattes som en fare, hvorfor de to parter ikke vil kunne nå til enighed. Der vil altid være positioner, hvorfra handlinger kan iagttages kritisk og alle gode grunde afvises. Luhmanns pointe er ikke, at kommunikation er umulig og i bedste fald kun vil cementere forskellene. Men han hævder, at det som minimum kræver, at samtlige parter anerkender de øvrige parters nødvendigheder (i relation til deres medier og koder), forsøger at tilgodese dem og inddrager dem i deres egne positionsbestemmelser. Det kunne bestå i at fremme en samfundsteoretisk refleksion fremfor at tale om og søge konsensus om "fælles værdier".

Tidens ubehag, utilpashed og bekymring, som kan forstås som en skade i nutiden, henter i høj grad sit belæg i en – voksende - usikkerhed ved den aktuelle nutids fremtid. Bekymringerne viser sig måske at være overflødige, men gør alligevel skade i nutiden. Luhmann peger på, at det som er nyt i senmoderniteten er det større beslutningspotentiale, og dermed overtagelsen af følgerne af beslutningerne. Derfor kan en universel gyldig skelnen mellem rationelle og irrationelle beslutninger næppe opretholdes Alle former for risikoadfærd, herunder adfærd der har til hensigt at minimere risici, der ifølge egen standard er rationelle, rigtige eller i hvert fald forsvarlige, kan iagttages af iagttagere, der anvender andre kriterier og derfor bedømmer adfærden som medførende en fare. Initiativerne til "terrorbekæmpelse" er et aktuelt eksempel.

Luhmanns analyse fører altså til, at der er grundlæggende forskelle, som kun kan tematiseres paradoksalt. Han fastholder knaphedsparadokset og paradokset om norm, der hævder sig som ret. Han foreslår herudover, at paradoksierne også omfatter forskellen risiko/fare, som han mener hidtil er blevet misvisende afbildet i forskellen risiko/sikkerhed. Den liberale ideologi – frihed til at handle som du vil, så længe du ikke skader andre – går fejl af forholdet mellem risiko og fare. Der eksisterer ikke egennyttige beslutninger, som ikke potentielt kan skade andre, og man kan i hvert fald ikke vide, at de eksisterer.

Luhmann finder dette let at gennemskue og spørger, hvorfor noget klart ubrugeligt bliver forsvaret så lidenskabeligt. Han svarer med at vise hen til, at vi i samfundet installerer flere og flere risici. Tidspres og handlingspres hober sig op - der er ikke tid til at tænke først og så handle, et forhold som mange af mine informanter i øvrigt peger på med udtrykket lærerarbejdets intensivering. "Risikopolitikken bringer systemet i en historisk tilstand, som udelukker meget af det, der ville være muligt og ønskværdigt", som han siger. (Ibid s. 201).

Jeg har helt overvejende refereret til Luhmann og til en vis grad til Thyssen i min fremstilling af systemteorien. Lars Qvortrups (2001) har givet et signalement af det, han, under anvendelse af en del af Luhmanns begreber, kalder det hyperkomplekse samfund, og som han definerer som "lærende". Det skal bemærkes, at Qvortrups fremstilling både rummer deskriptive og normative elementer, mens Luhmanns teori er rent deskriptiv. For Qvortrup er den store udfordring produktion og reproduktion af mening, når grundvilkåret er funktionel differentiering og paradoksalitet. Udfordringen gælder både den måde, det enkelte individ tilskriver sine iagttagelser mening og den måde, samfundet konstituerer en meningshorisont. Omverdenskompleksiteten er høj. Der er flere muligheder i omverdenen, end vi som samfund har kapacitet til at tilkoble os. Systemer iagttager både sig selv, hinanden og hinandens iagttagelser, og de iagttager kriterierne for iagttagelserne af omverdenen. Viden og læring bliver to centrale kategorier til forståelse af det komplekse samfunds reproduktion. Hans beskrivelse af det lærende samfund og uddannelsessystemet kan i kortform udtrykkes som følger: (Qvortrup 2001)

Uddannelserne udvikler sig fra at være kvalifikations- til at blive kompetenceorienterede.

Den enkeltes uddannelse udvikler sig fra at være afgrænset i tid til at være et livslangt projekt.

Uddannelserne ændrer sig fra at være stedbundne til at være netværksbaserede i form af videnssystemer, der kombinerer uddannelses- og forskningsinstitutioner og overskrider grænsen mellem offentlige og private udbydere og brugere.

Læring forudsætter ikke undervisning, læring kan stimuleres mange steder – i klasselokalet, i hjemmet, på arbejdspladsen og i diverse institutioner. "Ud fra en forståelse af karakteren af forskellige vidensstimulerende "settings" er det derfor nødvendigt at overskride grænserne mellem formel og uformel læringsstimulering og dermed de vidensøkonomiske grænser mellem stat, marked og civilsamfund." (Qvortrup 2001 s. 156).

Der eksisterer et hierarki i uddannelsessystemet, som bør nedbrydes til fordel for netværk af funktionelt differentierede uddannelsessystemer, hvor de indbyrdes forskelle er markante, men hvor overgangsmulighederne mellem dem er smidige.

Universiteternes nye rolle er både at producere viden og at generalisere, reflektere og distribuere viden.

 

Videnskabens uddifferentiering er afløst af en dobbeltbevægelse i form af uddifferentiering og genindførelse i samfundet. Videnskabens genindførelse sker i form af en mangfoldighed af aktiviteter, der ændrer grænserne mellem universitetet som privilegeret forskningsinstitution og dets generelle rolle i "det lærende samfund", ligesom der i dag drives videnskab andre steder end på universiteterne. På samme måde er der tale om en dobbeltbevægelse i form af uddannelsessystemets uddifferentiering og genindførelse i samfundet. Uddifferentieringen af uddannelsessystemet består jo i, at uddannelse og undervisning på et tidspunkt har etableret sig som et selvbegrundet funktionssystem i samfundet med funktionen at danne den opvoksende generation, "barnet", med koden læring /ikke-læring som kriterium eller enhed. Uddannelsessystemet udskiltes altså fra samfundet i og med at det løste en opgave, som ikke kunne løses i samfundet som sådant eller i noget eksisterende system i det hele taget. Der er nu klare tegn på, at forskellen mellem uddannelse og samfund genindføres i sig selv, forstået som det allestedsnærværende "lærende samfund", men også på den måde, at uddannelsessystemet skærper forståelsen af, at dets interne differentiering blandt andet må være begrundet i dets ydelsesrelationer til samfundet.

Qvortrup hævder, at den traditionelle organisation er i krise. Med det Luhmannske systemteoretiske paradigme og sit eget begreb, det hyperkomplekse samfund, påviser han krav til organisationerne om i tilknytning til den mekaniske teknologi også at udvikle en social og en intellektuel teknologi. Qvortrups forståelse synes at være den stærkt affirmative, at dette vil finde sted og resultere i samfundets samlede forøgelse af sin robusthed. Det polycentriske samfund vil nemlig over for ethvert fænomen kunne mobilisere et næsten ubegrænset antal koder.

Udfordringen til moderne organisationer er således forstået, at de må forholde sig til flere af eller alle de sæt af principper og værdier, som det polycentriske samfunds funktionssystemer gennem deres særlige optik anlægger på deres omverden. En sådan forøgelse af intern kompleksitet fremmer på den ene side organisationens evne til at håndtere omverdenens kompleksitet, men også den interne kompleksitet skal håndteres. Derfor er det vigtigt, at læringen i den lærende organisation omfatter organisationens iagttagelse af sine egne iagttagelsesoptikker, også diskuteret som "double-loop læring".

I diskussionen af skoler som organisationer i kapitel fire vender jeg tilbage til disse begreber. Her vil jeg afrunde teoridiskussionerne med en sammenlignende diskussion af kritisk teori og systemteori.

Diskuterende sammenstilling af de to teorikomplekser

Luhmann iagttager, at moderne samfund har udviklet redskaber til at håndtere høj kontingens. De er ramme om samkvem, der er vilkårligt og usikkert, de er fyldt med konfliktpotentiale og må derfor også rumme redskaber, der kan sandsynliggøre en kommunikation, som bliver mere usandsynlig, når flere forhold bliver flygtige. Her er altså i Luhmanns teori om sociale systemer afsættet for kommunikation og handling, der kan paralleliseres til Habermas’ forståelse af de kommunikative handlinger, men som samtidig er forskellig herfra. Luhmann synes at forstå Habermas’ kommunikative handlingsteori som ét eksempel på redskaber, der skal tjene til kompleksitetsreduktion. Heroverfor forstår Habermas den selv som en operationalisering af en almen fornuft med almen gyldighed, der som sådan repræsenterer det almenes tilstedeværelse i det enkelte menneske. Luhmann hævder, at der ikke tale om almen, men nok om lokal (i tid, rum og system) og specifik gyldighed, som kan antage karakter af fornuftige og etiske kommunikationer og handlinger inden for og imellem systemer.

Thyssen citerer en af Luhmanns’ kommentarer til Habermas:

Habermas siger om Luhmanns teori, at den er unik, når det gælder dens konceptualiseringskraft, dens teoretiske fantasi og dens kapacitet til at bearbejde, men han spørger, om den pris, den har betalt for at nå frem til sine abstraktioner, har været for høj. (Habermas 1985 s. 172). Sådan som jeg forstår spørgsmålet sigter Habermas til, at teorien mister mulighed for at forhold sig til livsverdenen som levet krisefyldt hverdag. Heroverfor vil Luhmann vel sætte sin forståelse, at der ikke findes en livsverden – og altså heller ikke en type krise som fx koloniseringskrisen, men mange livsverdener, som de nu er blevet for de enkelte personer og grupper gennem deres konkrete indlejring i en kulturel overlevering, en historie, et sprog.

Thyssen (1997) har også en vurdering af de to teoretikeres ligheder og forskelligheder. Han kalder Niklas Luhmann en sociolog i den store teoretiske tradition, hvor det ikke handler om empiriske undersøgelser, men om at udarbejde begreber til at beskrive samfundet. Den teori han udarbejder "skærper sig", som Thyssen skriver, i en løbende samtale med de klassiske og moderne sociologer – Marx, Durkheim, Weber, Simmel, Mead, Parsons og Habermas. En grundforskel på Habermas og Luhmann er deres fortolkning af det moderne.

Luhmann har ikke opgivet modernitetens oplysningsprojekt, men han forklarer forudsætningerne anderledes end Habermas, idet han ser det som et evolutionært projekt og ikke som et rationalitetsprojekt. Hvor Habermas er optaget af at afklare, hvordan der i moderne samfund kan opstå fornuftig konsensus mellem myndige frie borgere, er Luhmanns ærinde at beskrive samfundets dynamik og strukturer uden metafysiske og normative forudsætninger. Når Luhmann sætter evolution i stedet for fornuft og, som Thyssen påpeger, der derfor ikke er nogen historieløs fornuft, ingen transcendental, metafysisk apriorisk fornuft, må man se hvad der har vist sig, hvad der har fået struktur og som derfor udgør den uundgåelige baggrund for forventninger og erfaringer. Som Thyssen siger det:

Götke-Hansen (1993) siger indirekte noget om en væsentlig forskel på Habermas og Luhmann i deres forståelse af helhed/del og det almene i følgende citat:

Götke-Hansen citerer i øvrigt Luhmann for følgende kommentar til Habermas:

Der er således store forskelle på de to teorikomplekser. Jeg finder det dog interessant og tankevækkende, i hvor høj grad de deler iagttagelser af grundlæggende forskelle, som kun kan tematiseres paradoksalt, nemlig knaphedsparadokset, og norm, der hævder sig som ret. Jeg ser også en parallel mellem Negts krisebegreb og den tredje paradoksi, som Luhmann identificerer, nemlig paradokset risiko/fare. Med afsæt i kritisk teoretiske kritikbegreber søger Morten Knudsen (1996) at "fange" systemteoriens kritikbegreb. Han tillægger kritisk teori tre kritikaspekter, nemlig den immanente kritik, ideologikritikken og selvdestruktionskritikken. Knudsen placerer Luhmanns kritikbegreb et sted mellem 1 og 3. Han eksemplificerer det på den måde, at da samfundets svar på miljøproblemer kun kan forløbe over de enkelte funktionssystemer, må disse lære at begrænse sig selv og lære at bringe de vækst-udløsende impulser under kontrol, jf. også Luhmann citatet oven for "sådan kan det ikke fortsætte". Refleksionsydelserne i systemerne må forstærkes, så systemerne i deres operationer kan tage hensyn til operationernes effekt på systemet selv via effekter på omverdenen (re-entry af system-omverdens skelnen i systemet). Systemet må øge sin irritabilitet, idet det øger sin kompleksitet og dermed åbner mulighederne for flere informationer. Systemerne må lære, og de må disciplinere sig selv på baggrund af bedre selviagttagelse. Et sådant kritikbegreb har i høj grad relevans for uddannelsessystemet.

Sammenfatning

I kapitlets kronologi nærmer jeg mig første gang et udgangspunkt for analyse og refleksion over uddannelsessystemet i Habermas’ problematisering af systemernes tendens til at kolonisere livsverdenen.

Negt peger på det han kalder farlige udviklingstendenser, når nemlig uddannelsessystemet synes at efterstræbe et billede af det totalt ydrestyrede menneske, der altid er funktionsdygtigt og parat til at blive sat ind. Som et alternativ til dette "just in time" princip på læringens institutioner efterlyser han dannelse af forråd, anlæggelse af indre reserver af kognitivt, emotionelt og socialt forråd. Hans dannelsesideal er det egensindige menneske, der er orienteret mod autonom dømmekraft og mod særegne livsstile, der indeholder rebelske elementer.

Kaare Nielsen peger på konsekvenser af det konfliktuelle samspil mellem marked, stat og civilsamfund og den sociale praksis som scene for territoriekampe mellem disse institutionaliseringsformer. Indirekte rejser Kaare Nielsen et krav til uddannelsessystemet, som er i tråd med eller måske endda identisk med Negts (Kaare Nielsen henviser dog ikke selv til Negt) om at bidrage til "menigmands" erfaringsfunderede dømmekraft som et bolværk mod "demagogernes" fremfærd i de teknologibaserede massemedier. Han rejser spørgsmålet, om der er tale om en uerklæret kulturkamp, som opløser den traditionelle forståelse af skolen som værende både erhvervskvalificerende og kvalificerende til demokratiske samfundsborgere. Kaare Nielsen forestiller sig i bekræftende fald at en sådan kulturkamp vil fremkalde en bred, demokratisk debat om værdigrundlaget for det fremtidige danske uddannelsessystem. Han retter også opmærksomheden mod den omsiggribende kvalitetsvurdering i den aktuelle kulturpolitik helt bredt.

Systemteoriens analyser af problemstillinger i og udfordringer til uddannelserne er nøje forbundet med systemteoriens karakter af at være en teori om forskelle med forskellen system/omverden som udgangspunkt. Systemets nødvendige evne til at skelne mellem selvreference og fremmedreference for at kunne operere kognitivt, kontingensen i moderne samfund og den hermed forbundne nødvendighed af kompleksitetsreduktion bliver hos Qvortrup baggrunden for at tale om det lærende samfund – de lærende organisationer, de lærende individer. Han taler om nødvendigheden af, at vor tids organisationer ikke kan nøjes med en overordnet kode for sit virke, men må være i stand til at iagttage sin omverden gennem forskellige koder, den må løbende reflektere prioriteringen af dem og samspillet mellem dem. En analyse af skolen og lærerne med sådanne briller finder jeg interessant. Qvortrup er i min læsning først og fremmest optaget af at pege på, hvorledes de tendenser han iagttager yderligere kan understøttes.

Gennem resten af afhandlingen forfølger jeg samtidsrelaterede problemstillinger i diskussionen af ambivalens og paradokser i lærerarbejdet. Jeg beskriver og problematiserer tiltag, resultater og konsekvenser i forhold til skolen som institution og i kommunikation, beslutningsprocesser og handlinger i skoler som organisationer. I næste kapitel vil jeg sætte fokus på lærerarbejdets særlige karakter, nemlig opdragelse og undervisning som et paradoksalt forehavende. Jeg vil her fortsat være optaget af forandringsprocesser, som henholdsvis kritisk teori og systemteori bestemmer dem, og i forlængelse heraf diskutere forandringspotentialer.