Kirsten Krogh-Jespersen

[Bragt i Information den 19.oktober 2005]

Det smalle forlig om folkeskolen indfører obligatoriske test. Siden Ulla Tørnæs benyttede offentliggørelsen af Pisa 2003 resultaterne til at annoncere det nu indgåede forlig, har mange fremhævet det dybt problematiske i netop obligatoriske test. Det har ikke gjort indtryk på forligspartierne.

Socialdemokraternes rolle i forliget er bemærkelsesværdig. Også denne gang har partiet valgt at gå alene sammen med regeringen og Dansk Folkeparti. I december 2004 afviste partiet ellers at støtte undervisningsministerens udspil med den begrundelse, at "S ikke mener, at test fremmer større faglighed". Fem måneder senere mener partiet, at nationale test er en god ide. Christine Antorini benytter lejligheden til at beklage det hidtidige tætte parløb med det radikale venstre i uddannelsespolitikken. Det har skabt usikkerhed om, hvad partiet står for, siger hun. Partiet har imidlertid ikke formuleret en uddannelsespolitik, blot støttet regeringens.

Testtiltagene kan ikke begrundes hverken i forskningen eller i Pisa-undersøgelsen. I Storbritannien har testkulturen været fremherskende de sidste ca. 20 år. Konsekvenserne i form af række fundamentale pædagogiske og sociale problemer påvises med stadig større styrke, fx den forstærkede ulighed mellem elever og skoler. De faglige resultater problematiseres, også når det drejer sig om de snævre faglige færdigheder, som testningen vægter. Især bliver de svage elevers resultater dårligere. Skotland og Wales har i øvrigt nu afskaffet de obligatoriske nationale test.

Obligatoriske nationale test hviler på en forsimplet forståelse af forholdet mellem undervisning og læring. Børn er ikke trivialmaskiner, der reagerer forudsigeligt på givne input, men meningssøgende individer. Elever bliver dygtige og kloge af en undervisning, der inspirerer og udfordrer dem til at arbejde målrettet og ihærdigt med det faglige indhold, alene og sammen med lærere og kammerater. Det lærer dem samarbejde og demokratiske kompetencer - det fremmer deres dannelsesproces.

Med indførelse af test vil undervisningen fokusere på den slags faglige færdigheder, som kan måles med test. Elevernes, lærernes og forældrenes forventninger vil rette sig mod, at eleverne klarer sig godt i testene. Næste skridt er evidensbasering og ’bedste praksis’, der vil indskrænke lærernes frihed til professionelt og i samarbejde med elever og forældre at træffe de valg, som tjener de konkrete elevers læring. Det vil især gå ud over de svage elever, som det fx har vist sig i England.

Pressen, godt hjulpet af nogle politikere og forskere, har kolporteret letkøbte fortolkninger og uigennemtænkte anbefalinger i kølvandet på Pisa-undersøgelsen. Men der er brug for en seriøs offentlig drøftelse af hele Pisa-konceptet. Politikerne bør afkræves en ædruelig stillingtagen til resultaterne. Lærerne må anerkendes som eksperter, der kan identificere problemstillinger og gennemføre forbedringer. Der må iværksættes aktionsforskningsprojekter med fokus på de skolemæssige konsekvenser af den generelle polarisering i samfundet. Pisa-resultaterne sammenholdt med forskningsbaseret viden kan sætte fokus på, hvad samfund og skole sammen kan gøre for at fastholde de positive sider af den danske skole og for at gøre nogle ting bedre.
I stedet skal vi nu åbenbart bruge ressourcerne, både de professionelle og de økonomiske, på at udvikle og anvende test.