Af Kirsten Krogh-Jespersen . Indlæg i Information 15. januar 2008

I Information den 7. januar varsler Lars Qvortrup, dekan på DPU, nye tider. Den pædagogiske forskning kan –snart - levere evidensbaseret viden, som vil gøre lærerne mere åbne over for PISA, obligatoriske test og elevplaner og få dem til at bruge ’de nye pædagogiske værktøjer’ ud fra en forestilling om, "hvad der virker og hvad der ikke virker."

En række spørgsmål trænger sig på: Er der mon tale om et forsøg på forbrødring mellem uddannelsespolitik og forskning, sådan som man har set det fx i Storbritannien de sidste 20 år med meget uheldige konsekvenser? Hvad menes med ’hvad der virker’? Hvorfor sår Qvortrup tvivl om den pædagogiske forsknings hidtidige betydning for pædagogisk praksis? Hvad sker der, når PISA, test og elevplaner i flæng kaldes pædagogiske værktøjer?

’Hvad der virker og hvad der ikke virker’ relaterer til handlingerne i det pædagogiske rum. Resultater opstår som følge af lærernes og elevernes aktiviteter, ikke fx som følge af PISA.

Pædagogisk forskning bidrager til at kvalificere disse handlinger, når de forskningsbaserede indsigter både bidrager til at skærpe lærernes analyser og er vejledende for praksis, inklusive de rammer og strukturer, der kan handles i.

Sådanne indsigter har den pædagogiske forskning i ind- og udland længe leveret. De udgør en væsentlig del af indholdet i læreruddannelsen og i efter - og videreuddannelsen af lærere. Pædagogisk praksis i Danmark er i vid udstrækning baseret på forskningsbaserede ’sandheder’, fx anses det for evident, at eleverne lærer mest, når lærerne kan strukturere og organisere elevernes arbejde, at elever lærer af det de selv gør, at en varieret og differentieret undervisning med forskellige arbejdsformer giver størst udbytte til flest elever, og at klassestørrelser på omkring 20 elever og klasselokaler, der tillader mange forskellige gøremål, fremmer sagen osv.

Forskning i ’de nye pædagogiske værktøjer’ forudsætter en præcisering af deres karakter, anvendelsesområder og tilknyttede forskningsspørgsmål.

PISA er ikke et ’pædagogisk værktøj, men en international komparativ evaluering, som gennemføres for at bidrage til datagrundlaget for de politiske beslutningstagere. De senere års kritiske analyser har problematiseret især tre forhold: PISA-opgavernes autenticitet, resultaternes pålidelighed og den politiske brug og misbrug af resultaterne. Kritikken kommer fra såvel forskerside som fra politisk hold.

Obligatoriske nationale test indføres med den hensigt at dokumentere elevers udbytte af et specifikt og målsat aspekt af undervisningen. Brugen af nationale, obligatoriske test, som har været anvendt fx i USA og UK gennem de sidste 20-30 år, problematiseres af lærere og forskere i disse lande. Kritikken handler blandt andet om testenes konstituerende indflydelse på undervisningen, om de negative følger for de svage elever og om reduceringen af skolens opgave til alene at vedrøre elevernes faglige udbytte. Der er brug for danske forskningsprojekter, der kan vise effekter af testning i forhold til blandt andet sådanne problemstillinger.

Elevplaner er et skriftligt dokument, der nyttiggør de indsigter, som forskellige evalueringsværktøjer, herunder test, har leveret. De danner afsæt for læreres og elevers (og forældres) fælles bestræbelser på at gøre skolegangen konstruktiv for eleven. Pædagogiske forskning, som kan være vejledende for praksis, bør omfatte hele evalueringsområdet og se elevplanerne som et aspekt heri.